Undgå at blive snydt
Phishing er en form for svindel, som har til formål at lokke fortrolige oplysninger eller penge ud af offeret. Phishing forekommer både i form af mails og beskeder, men også på hjemmesider og sociale medier.
Mange phishingforsøg kommer umiddelbart fra pålidelige afsendere som Netflix eller Paypal. Ofte drejer henvendelsen sig om at opdatere dine personlige oplysninger via et link i meddelelsen. I disse tilfælde vil svindlerne enten forsøge at skaffe sig adgang til dine fortrolige informationer eller via et klik på linket, lægge et program ind på din computer, som kan aflure adgangskoder med mere.
Undgå at falde i fælden Der er ingen måde at undgå phisingforsøg, men du kan undgå at falde i fælden ved at forholde dig kritisk til meddelelser og følge nedenstående råd: - Vær opmærksom på, om du kender afsenderen. Hvis ikke så google evt. afsenderen eller forhør dig hos dine kollegaer efter kendskab til afsenderen.
- Kender du afsenderen, men har mistanke om svindel, så kontakt afsenderen og spørg, om de har sendt meddelelsen. Brug de kontaktoplysninger, som du har på afsenderen i stedet for at svare direkte på meddelelsen.
- Undersøg om sprog, opsætning mm. ser troværdigt ud. Er sproget dårligt skrevet med mange fejl og forkert ordlyd, så kan du roligt gå ud fra, at det drejer sig om svindel.
- Vær altid meget vagtsom overfor links i meddelelser. Er du i tvivl, kan du holde musen hen over linket for at se, hvor linket fører hen.
- Phishingforsøg forekommer i øget grad i ferieperioder, hvor svindlerne forsøger at udnytte, at direktøren eller økonomimedarbejderen ikke er til stede på arbejdspladsen. Vær derfor ekstra opmærksom på opsætte nogle regler i virksomheden omkring godkendelse af udbetalinger.
- Hvis skaden er sket, så spær straks den eller de konti, det drejer sig om. Hold løbende øje med dine konti, så du hurtigt opdager et evt. misbrug og kan kontakte banken.
- Er du kommet til at klikke på et link, der kan være et phishingforsøg, bør du straks koble internettet fra din computer. Få derefter en ekspert til at gennemgå din computer for at se, om der skulle være behov for en rensning.
|
onsdag, 10. juli 2019