De fleste kender Aalborg Portland Park fra besøg til AaB Superligaholdets hjemmekampe, imens andre benytter faciliteterne i forbindelse med deltagelse i arrangementer og lignende. Fællesnævneren er, at Aalborg Portland Park danner rammerne for oplevelser. Oplevelsesindustrien er mere og mere afhængig af at følge med den teknologiske udvikling for at kunne tilfredsstille sine gæster, hvilket stiller større krav til kvaliteten af netværket. Det samme gælder for AaB.
Alt lige fra lyd, lystavler, måltavler, skærme, billetterminaler, boder og nødskilte er afhængige af et velfungerende netværk, når AaB-spillerne går på banen. Fra to timer før kampene til to timer efter kampene, spiller disse enheder en afgørende rolle for, om de ydre faktorer lever op til gæsternes forventninger under deres besøg. Hertil er det også vigtigt i dag at have de rette forudsætninger for, at folk via deres mobiltelefoner kan ”tjekke ind” på Facebook, sende en Snapchat eller lægge et insta-venligt billede på Instagram, alt imens kampen er i gang. Der findes samtidig en økonomisk afhængighed for AaB i, at betalingsterminalerne og forbindelsen til mobilepay fungerer korrekt, så der bliver solgt den rette mængde billetter, mad og drikke samt merchandise. Ligeledes vil det også få økonomiske konsekvenser, hvis antallet af lejere til arrangementer, konferencer og events falder grundet dårlige faciliteter.
Det er ikke kun de ydre faktorer, der er afhængige af netværket; det spiller også en vigtig rolle for spillernes taktiske spil: ”Vores analysemand på tribunen analyserer kampen via billeder, som han sætter på en skærm i omklædningsrummet under første halvleg. På den måde kan træneren fortælle, hvad der skal justeres fra første til anden halvleg. Det er et vigtigt redskab,” fortæller administrerende direktør for AaB, Thomas Bælum.
Thomas Bælum er ikke i tvivl om ordvalget, da han beskriver tilstanden, hvis netværket går ned under en fodboldkamp: ”Det vil være tæt på en katastrofe,” markerer han og fortsætter ”der er så mange faktorer, som er afhængige af netværket og selv uden for stadion, vil der sidde en masse tilskuere hjemme i stuerne, som betaler penge for at se kampen via deres tv-pakke eller licens - de vil blive skuffede.” AaB anerkendte derfor hurtigt vigtigheden af at få opgraderet netværk og WiFi, da de gennem længere tid blev ved med at opleve problemer, både i forbindelse med kampe lige såvel som diverse arrangementer afholdt på stadion: ”Hertil var også det faktum, at vores hardware nede i kælderen nærmede sig en udløbsdato og hele vores netværk- og WiFi-setup trængte til en ordentlig gennemgang og opgradering,” bemærker Thomas Bælum.
Thomas Bælum Administrerende direktør - AaB
Complea bød ind på projektet og løb med sejren, blandt andet på grund af et ”hands on” og ”let forståeligt” oplæg, som Thomas Bælum siger og supplerer: ”Vi er meget afhængige af Complea og den daglige dialog. I alle faser er det en virksomhed, der er utrolig let at komme i kontakt med og giver en hurtig feedback. IT er bare noget, der skal virke. Det skal bare fungere. Det samme har vi med en IT leverandør; det skal fungere 24/7. Vi har ikke tid til at gå i dybden med de ting.” Med nyt hardware fra anerkendte HPE og et nyt setup, har Complea sikret infrastrukturen på netværket samt 100% overvågning af al udstyr. Complea kan dermed reagere med det samme, hvis en alarm går i gang. Samtidig er al drift flyttet over i Compleas Hosting og sparer dermed AaB for uforudsete IT udgifter.
De teknologiske fremskridt stopper ikke her, og AaB kan med de forbedrede forudsætninger arbejde videre på nye tiltag. AaB er i gang med en stigende digitalisering og lancerer en app i det nye år, der kommer til at stille store krav til IT-infrastrukturen. I den forbindelse kommer samarbejdet med Complea til at spille en afgørende rolle i den fremtidige digitalisering af AaB.